Keramikken blev efter mange års søgen i den kreative verden, mit valg. Et valg som siden har været med til at styre min hverdag.
I værkstedet er jeg i min helt egen verden. Efter døren er lukket ud til det stærke andalusiske sollys, arbejder jeg uforstyrret de næste timer.
Det er en langsommelig proces. Når jeg påbegynder en skulptur, kan der gå lang tid, før jeg når frem til et ønsket resultat. Formen forandrer sig ofte undervejs.
Der er de dage, hvor jeg tager det groft forarbejdede ler fra dagen i forvejen og vrider leret, borer fingrene dybt ind i det, eller med flad hånd presser det, indtil det forvandler sig og nærmer sig, næsten af sig selv, måske en blivende form.
For at opnå den taktile overflade, bruger jeg mange forskellige slags værktøj - og mine hænder. Tørretiden af leret afhænger af årstiden. Om sommeren tørrer det for hurtigt i det varme værksted og jeg dækker det til med fugtige klude. Om vinteren venter jeg tålmodigt på, at dagen kommer, hvor leret er gennemtørt og kan sættes i ovnen første gang og brændes for at gøre det mindre skrøbeligt. Anden gang i ovnen bliver formen robust og kan glaseres, eller måske skal den bare stå i sin rå form. Frigiliana, Spanien oktober 2022
Udstillingen er arrangeret af Grenaa Kunst- og Musikforening.
www.dorthesteenbuchkrabbe.com
Fernisering fredag den 4. august kl. 17.00 - 18.30