LARS KALMAR KASTANJE
Grænsen for abstraktion og figuration er flydende i mit arbejde med mine billeder, og jeg er optaget af at opnå grafisk stærkt udtryk med en stor grad af stoflighed, farvevalg og dybde.
Kompositorisk benytter jeg mig ofte af abstrakte former med figurative elementer med det formål at skabe en stemning i billedet, der inspirerer til fordybelse, eller som vækker fantasien hos beskueren.
Min baggrund som arkitekt fornægter sig ikke, så processen begynder altid med blyanten og skitseblokken. Herefter overfører jeg motivet til lærredet og påbegynder opbygningen af billedet med lag på lag af akrylfarver og japanpapir i en helt særlig teknik, alt med det formål at opnå en dybde i farve og komposition. Jeg har som regel fra begyndelsen besluttet mig for motivet og farvevalg.
Men jeg eksperimenterer og udvikler stadigt motiver og teknik, og det er en fortløbende proces, som på mange måder er med til at inspirere mig i arbejdet med mine billeder.
Medlem af DKoD
Se mere på www.studio-kastanje.dk
Arkitekt, designer og kunstner Lars Kalmar Kastanje, Krogen 2, Gjerrild, 8500 Grenaa
kalmar@kastanje.dk – T 24 23 53 35
LARS IBSEN
Som arkitekt har jeg altid interesseret mig for design og formgivning, og i mit arbejde med keramikken kan jeg frit eksperimentere med farver, overflade, æstetik og udtryk, og det er ofte i eksperimentet, jeg finder ny inspiration.
Dertil kommer, at håndværket - og udviklingen af det – også er en stor del af glæden ved at arbejde med keramikken.
Siden jeg for godt 35 år siden begyndte at arbejde med leret har jeg løbende uddannet mig på flere kurser på bl.a. Aarhus Kunstakademi og deltaget i flere inspirerende fællesskaber og samarbejder med andre keramikere og professionelle pottemagere. Derudover henter jeg ofte inspiration hos billedkunstnere og skulptører og også i musikken.
De sidste 20 år har jeg kunnet koncentrere mig mere professionelt om keramikken, og det har givet plads til at udvikle mit udtryk i mine keramiske arbejder.
Jeg arbejder mest med unika skåle, kuber og lågkrukker i stentøj, og i de senere år har jeg også arbejdet med raku-teknik.
Medlem af DKoD, Kunstnersammenslutningen Syddjurskunstnere og Dansk Pottemagerforening af 1884.
Se mere på www.ibsenkeramik.dk.
Arkitekt og keramiker Lars Ibsen, Holmbjergvej 99, Knebelbro, 8420 Knebel
ibsenlars@gmail.com – T 24 25 54 03
Fernisering onsdag den 28. maj kl. 17.00-18.30