Mødet med kunsten
Da jeg var meget ung, blev jeg inviteret ind i et arbejdsfællesskab. Det var i forbindelse med undervisningen på Institut for Kunst og Kultur, som lå i en baggård på Vesterbro i Aalborg. Den Islandske forfatter Halldór Laxness skrev i sin roman “Atomstationen” om et lille rødt træhus i Reykjavik. Her mødtes forskellige mennesker, hver med sit særlige kunstneriske talent. Huset blev grosted for spirende kunstnerisk udfoldelse. På samme måde har jeg det med Institut for Kunst og Kultur. Det blev mine lunger. Jeg fik næring. Mødte ligesindede og oplevede for første gang kunst som et seriøst arbejde. Jeg fulgte undervisningen i nogle vintre, inden jeg i 1984 blev optaget på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus.
Hallandsåsen
I oktober 2023 boede og arbejdede jeg i et andet lille rødt træhus i Kattvik på Bjärehalvön i Sverige. Lige der, hvor Hallandsåsen forsvinder i havet. Jeg blev optaget af klipperne. Den måde de møder havet på. Som runder dem, kværner dem og sliber dem. De står som en hilsen fra tidernes morgen. Det gav inspiration til en række billeder. Først troede jeg, at det blev en grafisk fortælling; men det greb om sig, så mødet med havet har fået mange forskellige udtryk.
Lige uden for
Naturen banker på min hoveddør. Den er lige udenfor. Jeg finder inspiration i årstidernes rytme og former. Naturen er som et stort orkester. Med farver og strøg maler jeg musikken.
Billedkunstner/metteelimar.dk
Fernisering fredag den 8. august kl. 17.00-18.30