Billedkunstner Hanne Skjold Knudsen
Der er stor brug for et blidere blik på verden, hinanden og os selv i et forsøg på at finde nye veje i en verden, hvor balancerne rystes og meget er under forandring på både individplan, mellemmenneskeligt og globalt.
Sociologen Donna Haraway har i begrebet “Kin and Kind” beskrevet, at alt vi føler et slægtskab med, vil vi også ønske at drage omsorg for. Dette slægtskab åbner for en umiddelbar forbundethed med alt levende og knytter an til teologen og filosoffen K.E.Løgstrups etiske fordring, som springer ud af den umiddelbare tillid menneske til menneske. Haraway går dog længere end Løgstrup og opererer med en form for fordring mellem alt levende. Gennem arbejdet med værkerne til udstillingen og i selve udstillingen undersøges følgende spørgsmål: Er det muligt at skabe rum og åbenhed for et mere medfølende og blide blik på sig selv, hinanden og alt liv? Hvis ja (eller nej), hvad forestiller vi os da, at der sker?
Hanne Skjold Knudsen arbejder multidisciplinært og med en form for lyttende tilgang. Hun udtrykker sig således i forskellige medier, fordi forskellige medier kan åbne for erkendelse af verden på forskellige måder, både kropsligt og intellektuelt.
Værkerne opstår, når det lykkes at være nærværende nok til at fremkalde en essens i et materiale, mødet mellem materialer eller samspillet med andre. Denne insisteren på nærvær som metode er på sin vis politisk, da den i sig bærer en modstand mod systemiske former for acceleration og en insisteren på sansede svar om verden; en form for æstetisk sandhed. Hun undersøger muligheder for at skabe åbninger for det uforvarende, hjertet og det lyttende aspekt. Kort sagt, være medskaber af plads til mere feminint kodede kræfter samt erfaringer af slægtskabet med alt levende. Hendes fokus pendulerer mellem temaer som tid, tab, forbundethed, medfølelse og sammenhængen mellem indre og ydre natur. I denne tilgang må det uforvarende have plads. Hun må nødvendigvis slippe kontrollen og lytte ind i det uforvarende, det ukontrollerbare og det umiddelbare… for at høre, hvad stoffet selv vil sige, og for at give det, som værket springer ud af, tillid og plads. Hun er overbevist om, at åbningen mod det uforvarende indeholder en mulighed for at verden åbner sig en lille bitte smule og slægtskabet med alt andet da viser sig i små næsten usynlige glimt. ”Det er først og fremmest de små hændelser, næsten usynlige i tiden, der udgør forskellen mellem alt og intet.” Jón Kalman Stefánsson, Menneskets Hjerte
